Evalueringen af de små motoriserede køretøjer er nu offentliggjort

Transportminister Benny Engelbrecht og Folketingets transportordførere er nu orienterede om resultaterne af den evaluering af forsøget med små motoriserede køretøjer, som var en del af den politiske aftale fra januar 2019. Evalueringen viser blandt andet, at risikoen for ulykker er syv gange så høj på elektriske løbehjul sammenlignet med cykler.

El-løbehjul parkeret på Københavns Rådhusplads

27. februar 2020

Transportminister Benny Engelbrecht og Folketingets transportordførere blev i går præsenteret for resultaterne af den aftalte evaluering af forsøget med de små motoriserede køretøjer, som har været tilladt på de danske cykelstier siden januar 2019.

Evalueringen viser blandt andet, at der er syv gange så høj risiko for at blive involveret i en ulykke på et elektrisk løbehjul sammenlignet med cykler.

- Det er en af mine kerneopgaver som transportminister at sikre, at vi kan færdes trygt og sikkert i trafikken. Evalueringen peger desværre i retning af, at det ikke er tilfældet, når vi taler om de elektriske løbehjul, fortæller transportminister Benny Engelbrecht.

Ministeren ser i den forbindelse flere muligheder for at ændre forsøgsordningen.

- Der er flere oplagte muligheder, vi kan se nærmere på. Vi kan for eksempel indføre et krav om, at brugeren af løbehjulet skal bære hjelm under kørslen. Ligesom jeg har lagt op til, at kommunerne kan indlede en tættere dialog med udlejningsvirksomhederne i forhold til at indføre forbud mod at køre på løbehjulene på bestemte tidspunkter af døgnet, så vi især kan forebygge kørsel i påvirket tilstand. Vi skal i det hele taget genoverveje de årsager, der kan være skyld i den høje ulykkesrate; for der er ingen tvivl om, at det også skal være trygt og sikkert at køre på elektrisk løbehjul, forklarer transportministeren.

Ministeren vil i samarbejde med transportordførerne drøfte, om og i givet fald hvilke ændringer af forsøgsordningen der skal foretages.