Gå til hovedindhold
Nyhed

Krav om mundbind ved køreprøve

Fra torsdag bliver det et krav, at både elev og prøvesagkyndig skal bære mundbind eller visir til køreprøven.

28. okt. 2020
Et skilt med transport- og boligministeriets logo sidder i en mur af granit.

Indhold

    De praktiske køreprøver bliver fra torsdag den 29. oktober 2020 afholdt med mundbind eller visir. Kravet kommer for at begrænse smittespredningen og beskytte de prøvesagkyndige.

    - Lige nu ser vi, hvordan landene omkring os stadig lukker mere ned i takt med den stigende smitte. Der er vi heldigvis ikke i Danmark, og regeringen arbejder for at holde antallet af smittede nede og samfundet i gang. For bedst muligt at undgå smitte hos de motorsagkyndige, så køreprøverne fortsat kan gennemføres, bliver der derfor nu krav om at man skal bære mundbind eller visir, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    I forbindelse med at man har valgt at indføre krav om mundbind på diverse uddannelsesinstitutioner, er der nu også krav om mundbind på køreskoler, hvor der gennemføres teoriundervisning.

    Det vil dog fortsat være op til elever og kørelærere, om der skal bære mundbid eller visir i selve den praktiske køreundervisning.

    - Vi hører fra branchen, at kørelærerne og eleverne i høj grad allerede bruger mundbind eller visir i den praktiske undervisning. Det er rigtig godt, og jeg vil opfordre køreskolerne og eleverne til fortsat at passe godt på,” siger Benny Engelbrecht.

    I forhold til kravet om brug af mundbind ved køreprøverne er det tiltænkt de situationer, hvor den prøvesagkyndige og kørekortansøgeren befinder sig i samme kabine. Kravet vil derfor ligeledes være gældende ved helbredsmæssige køretests.