Lille stigning i ladestandere i oktober

Nyt månedsnotat viser udviklingen i ladeinfrastrukturen og bestanden af el- og plugin-hybridbiler i Danmark.

Nærbilllede af en ladestander

01. december 2021

Der er mere end seks gange så mange elbiler på de danske veje i dag i forhold til 2018. I samme periode er antallet af offentligt tilgængelige oplademuligheder fordoblet, og i oktober kom der 75 nye ladepunkter i Danmark.

- Når vi ser flere grønne biler på vejene, stiger efterspørgslen også på steder, hvor de kan lades op. Mange kan lade derhjemme, men der er også brug for at der kan lades på vejen mellem vores gøremål. Det arbejder vi selvfølgelig på både med investeringer, medfinansiering og bedre strukturelle og lovgivningsmæssige rammer. Målet er, at potentielle elbilejere ikke vælger den grønne bil fra, fordi der er for lang ventetid ved landets ladestandere. Derfor er det vigtigt at både operatører, kommuner, regioner og staten bakker op om at forbedre ladeinfrastrukturen i hele landet, siger transportminister Benny Engelbrecht.

For at skabe overblik over udviklingen på ladestandermarkedet indkøber Transportministeriet data om markedet fra ChargeX Analytics. Ministeriet udgiver fremover løbende en kort oversigt over, hvordan ladeinfrastrukturen udvikler sig, herunder hvilke kommuner, der har flest ladestandere pr. 1000 indbyggere, fordelingen af typer af ladestandere og udviklingen i andelen af grønne biler i bilparken.

Læs notatet

pdf

Notat: Udvikling i ladeinfrastruktur og bestand af el- og plug-in-hybridbiler

0,19 MB Download