Ministeren ønsker et større fokus på udfasning af fossile biler i EU

Der er rådsmøde for EU’s transportministre torsdag den 9. december 2021, men allerede dagen før tager transportminister Benny Engelbrecht til Bruxelles for at øge opmærksomheden om den grønne omstilling af persontransporten.

En elbilsparkeringsplads flankeret af to biler
Foto: Ulrik Jantzen

08. december 2021

Regeringens målsætning er, at produktionen af fossile biler er udfaset i 2030. Transportminister Benny Engelbrecht ønsker, at det samme skal gælde i Europa.

- Vi er ikke alene om at løse klimaudfordringerne. Det er en bunden, fælles opgave, vi deler med resten af verden – og med de øvrige lande i EU. Det er derfor afgørende, at vi samarbejder, deler viden og træffer beslutninger om fælles fodslag, så omstillingen forløber så ensartet og effektivt som overhovedet muligt. Det kræver dog noget benarbejde, og derfor lægger jeg også den ekstra tid i arbejdet, der skal til, siger transportminister Benny Engelbrecht.

Det formelle rådsmøde er den 9. december 2021, men transportministeren tager allerede dagen før til Bruxelles for at holde en række møder med centrale personer og aktører inden for den grønne omstilling. Det gælder blandt andre EU-transportkommissær Adina Valean og danske Europaparlamentsmedlemmer.

- Jeg ser frem til at gense mine europæiske kollegaer og endnu en gang bringe de gode grønne dagsordener til bordet. Danmarks ambitionsniveau er højt, men det er ikke urealistisk – og det er i samarbejdet med de øvrige lande i EU, at vi kan sikre de væsentlige forhold, der skal til, for at vi kan lykkes med vores del af den grønne omstilling. Så jeg glæder mig bestemt til at genoptage drøftelserne med både de danske og udenlandske repræsentanter i EU, forklarer transportminister Benny Engelbrecht.

Ud over udfasning af fossile biler er der også drøftelser om den grønne omstilling af den tunge transport, togtransport, cyklisme og AFI-loven, udbredelse af ladeinfrastruktur, på programmet.