Gå til hovedindhold
Nyhed

Varebiler, der leverer små pakker, skal fremover have tilladelse

Regeringen foreslår, at godskørselsloven ændres, så det fremover kræver en tilladelse, hvis man transporterer gods under 11 kg pr. stykgods i varebiler.

24. apr. 2021

Indhold

    Godkørselsloven giver i dag varebiler mellem 2.000 kg og 3.500 kg, der leverer mindre pakker eller gods på maksimalt 11 kg pr. stykgods, mulighed for at være undtaget af tilladelseskravet. Den såkaldte 11 kg-regel vil regeringen nu afskaffe blandt andet på baggrund af ønsker fra branchen.

    - Den nuværende tilladelsesordning er ikke optimal for den nationale transport. Jeg har på baggrund af ønsker fra flere sider nu foreslået at afskaffe 11 kg-reglen, så al national transport i varebiler mellem 2.000 kg og 3.500 kg fremover vil være omfattet af tilladelseskravet ligegyldig hvor små pakker eller stykgods, varebilerne transporterer. På den måde gør vi det ens for alle og forhindrer, at reglerne bliver omgået, siger transportminister Benny Engelbrecht.

    Ændringsforslaget kommer på baggrund af en redegørelse om tilladelsesordningen for varebiler, hvori 11 kg-reglen bl.a. bliver evalueret. Tilladelsesordningen blev vedtaget i 2018. Afskaffelsen af 11 kg-reglen har også et formål om at gøre reglerne på varebilsområder mere enkle og gennemskuelige, da der fremover ikke skelnes mellem størrelsen på det gods, varebilerne fragter.

    Afskaffelsen af 11 kg-reglen gennemføres ved et ændringsforslag til godskørselsloven, som vil blive fremsat til efteråret.