Gå til hovedindhold
Nyhed

Naviair skal have ny bestyrelsesformand

Anne Birgitte Lundholt stopper som formand for Naviairs bestyrelse efter mere end 12 år på posten.

19. maj 2023

Indhold

    "Anne Birgitte Lundholt har gennem mere end 12 år som formand været en drivende kraft i at gøre Naviair til den moderne virksomhed, vi kender i dag. Med så mange år i front og ikke mindst gennem Corona, kan det ikke undgås, at der også er blevet truffet upopulære beslutninger. Det bør dog ikke overskygge det store arbejde, som Anne Birgitte Lundholt og den øvrige bestyrelse har ydet, og som jeg på statens vegne gerne vil takke for”, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Anne Birgitte Lundholt har været formand for bestyrelsen i hele selskabets levetid. Hun tilbød ved årsskiftet at træde tilbage i forbindelse med det ordinære virksomhedsmøde i marts, men blev opfordret af transportministeren til at sidde endnu nogle måneder.

    Anne Birgitte Lundholt stopper som formand på et ekstraordinært virksomhedsmøde i Naviair den 2. juni efter afholdelse af det ordinære bestyrelsesmøde samme dag. Dagsordenen for virksomhedsmødet skal sendes ud to uger før, og derfor kommer meldingen i dag.

    Samtidig skal der også findes to nye menige bestyrelsesmedlemmer til erstatning for henholdsvis Birthe Høegh Rask og Christina Rasmussen. Førstnævnte har også siddet i bestyrelsen i mere end 12 år, og blev ligeledes opfordret til at fortsætte nogle måneder. Christina Rasmussen har ønsket at trække sig fra bestyrelsen af personlige grunde.

    Naviair er ejet af staten v/Transportministeriet, og det er transportminister Thomas Danielsen, der skal udpege den nye formand og de to nye medlemmer. Navnene på de nye medlemmer vil blive forelagt på virksomhedsmødet den 2. juni, som er åbent for pressen.

    Den nye formand skal sammen med den øvrige bestyrelse udpege en ny adm. direktør til erstatning for den forrige, som fratrådte sin stilling pr. 1. april 2023.