Gå til hovedindhold
Nyhed

Ændring af tilrettelæggelsen af arbejdet i ekspertudvalget om kollektiv transport

Med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger er der behov for at prioritere arbejdet om organiseringen af den kollektive transport. Derfor ændrer ekspertudvalget i rækkefølgen på faserne i udvalgets arbejde.

13. sep. 2024
Busstop på landet med marker i baggrunden

Indhold

    Ekspertudvalget om kollektiv mobilitet i hele Danmark leverede deres 1. delrapport med ideer til den kollektive transport i maj. 

    Ekspertudvalget er herefter startet op på arbejdet med en ny struktur for takster i den kollektive trafik. Som en sidste fase i udvalgets kommissorium ligger arbejdet med alternative organiseringsmodeller for den kollektive transport. 

    Sundhedsstrukturkommission forudsætter i alle modeller, at opgaver på kollektiv trafikområdet flyttes fra regionerne. Der er derfor behov for at tage hul på og prioritere opgaven med at se på organiseringsmodeller for den kollektive transport. For at kunne prioritere arbejdet med organiseringen sættes den igangværende afdækning af mulige modeller for en ny takststruktur i mellemtiden i bero, hvilket vil forlænge udvalgets samlede arbejdsperiode.

    Ekspertudvalgets arbejde med mulige organiseringsmodeller forventes klar ved årsskiftet. 

    I 2025 arbejder udvalget videre med takststrukturen, og den endelige afrapportering og anbefalinger på det samlede arbejde forventes klar i foråret 2025.