Gå til hovedindhold
Nyhed

Bedre vilkår for indenrigsflytrafikken

Med nye momsregler og faste årlige tilskud til regionale lufthavne er der gode udsigter for at styrke indenrigsflyvningen, herunder fra Midtjyllands Lufthavn.

04. mar. 2024

Foto: Jan Eliassen/Naviair

Indhold

    Flyselskaber, der hovedsageligt flyver i Danmark, får fremover nulmoms på deres indenrigsflyvninger og bliver således ligestillet med flyselskaber, der hovedsageligt flyver i udlandet. Dermed får indenlandske flyselskaber i højere grad mulighed for at byde på indenrigsruter i lige konkurrence med udenlandske flyselskaber. 

    Sammen med den faste årlige støtte til de regionale lufthavne, betyder det, at vilkårene for at fastholde luftfart fra blandt andet Midtjyllands Lufthavn er forbedret. 

    Det kunne skatteminister Jeppe Bruus fortælle, da han mandag mødtes med bestyrelsen for Midtjyllands Lufthavn.

    - Midtjyllands Lufthavn er vigtig for erhvervslivet og med til at fastholde arbejdspladser i området. Med de ændringer, vi nu laver af momsreglerne, sikrer vi, at flere kan byde ind på indenrigsruter på lige vilkår. Samtidig håber vi, at ændringerne vil medvirke til at binde landet bedre sammen trafikalt, siger skatteminister Jeppe Bruus.

    I dag er det kun flyselskaber, der hovedsageligt flyver udenrigstrafik, der har nulmoms. Den regel bliver nu ændret, så den gælder alle flyselskaber. Samtidig er der med aftalen om Grøn Luftfart sikret en fast årlig støtte til de mindre regionale lufthavne.

    - Det giver ikke mening, at man bliver straffet for kun at flyve indenrigs. Det gør vi op med nu, så der bliver plads til mere indenrigsflyvning. Vi har også støttet Midtjyllands Lufthavn med 4,2 millioner sidste år og i år, og fra næste år er støtten fast på 10 millioner kroner. Det er samlet set en pakke, der giver lufthavnen gode muligheder for at drive indenrigsflyvning, siger transportminister Thomas Danielsen.

    Efter momsloven gælder nulmomsen alene for de flyselskaber, hvor udenrigstrafik udgør mere end 55 pct. af deres samlede flytrafik. Skatteministeren vil nu fremsætte en lovændring i efteråret 2024, så ændringen kan træde i kraft 1. januar 2025.

    Med aftalen om Grøn Luftfart i Danmark er der afsat 10 millioner kroner årligt i støtte til hver af de tre små regionale lufthavne i Esbjerg, Sønderborg og Midtjylland, samt 18,5 millioner årligt til Bornholms Lufthavn. 

    Kontakt skatteminister Jeppe Bruus via Skatteministeriets pressetelefon: 72 22 23 24

    Kontakt transportminister Thomas Danielsen via Transportministeriets pressetelefon: 33 11 00 14