Ny bekendtgørelse om p-bøder sendt i høring
Transportminister Thomas Danielsen har netop sendt en ny bekendtgørelse i høring, der fjerner undtagelsesmuligheden fra hovedreglen om, at parkeringsafgifter skal meddeles på stedet.

- Bekendtgørelsen er sådan set fuldstændig klar. Parkeringsafgifter må kun i undtagelsesvise tilfælde eftersendes. Man må altså derved ikke opbygge sin forretningsmodel på usynlige parkeringsafgifter. Det har jeg indskærpet overfor parkeringsselskaberne. Brancheforeningen for private parkeringsselskaber har derpå meddelt mig, at de ikke agter at efterleve dette. Derfor fjerner jeg nu muligheden for, at parkeringsselskaber undtagelsesvis kan eftersende afgiften. En eventuel tvist må parkeringsselskabet så løfte via parkeringsklagenævnet eller domstolene, siger Thomas Danielsen
Bekendtgørelsen er i høring frem til 20. juni 2025 og træder efter planen i kraft den 1. juli 2025.