Postmåling fra sidste kvartal viser post til tiden
Seneste postmålinger viser, at posten kommer frem.
Foto: dao/NP Visuals
Som en del af postaftalen bliver der løbende fulgt op på, at der kommer post til tiden i alle dele af landet.
Den seneste måling er lavet mellem 28. oktober og 14. november sidste år, hvor der blev sendt 2495 standardbreve til private i hele landet. Halvdelen blev sendt med dao og halvdelen med PostNord. 209 modtagere har dagligt rapporteret, hvornår brevene er ankommet, og dermed hvordan postselskaberne har klaret sig.
Hos dao viste målingen, at i fire regioner er 100 procent af brevene kommet frem inden for de fem dage, mens det i to regioner er henholdsvis 99 og 97 procent. Samlet set er 99,6 procent kommet frem inden for de fem dage. Dertil kommer, at langt de fleste af brevene er kommet frem inden for de første dage.
Hos PostNord er det mellem 87 og 93 procent af brevene, der er kommer frem inden for de fem dage – samlet set 90,5 procent. Målingen er lavet før PostNord fra nytår stoppede med at dele breve ud.
- Kvalitetsmålingen viser, at posten kommer frem. Det glæder mig, at især dao fortsat lykkes med at have et ambitiøst servicemål og i den periode målingen er foretaget, generelt er lykkes med at leve op til det, samtidig med at de også har introduceret flere nye produkter, siger transportminister Thomas Danielsen og tilføjer:
- Så ser det ud til, at der har været udfordringer her i januar, og det skal de selvfølgelig have rettet op på. Som en del af postaftalen vil vi også fremover følge med i, at postlovens krav om, at man skal kunne sende og modtage post i alle dele af landet bliver opfyldt.
Målingen er den sidste, hvor PostNord deltager, da de fra 1. januar ikke længere deler breve ud.