Gå til hovedindhold

Lovforslag i Folketingsåret 2021/2022

I Folketingsåret 2021/2022 er følgende lovforslag vedtaget.

24. nov. 2023

Indhold

    I Folketingsåret 2021/2022 er følgende lovforslag vedtaget

    L 22 Forslag til lov om ændring af jernbaneloven, lov om elektrificering af jernbanen og ligningsloven.

    (Fravigelse af støjkrav i forbindelse med jernbaneprojekter i særlige tilfælde og kompensation herfor).

    Resumé:
    Med lovforslaget foreslås det at muliggøre, at transportministeren efter forhandling med miljøministeren i særlige tilfælde kan fastsætte rammer for den tilladte støj i forbindelse med konkrete jernbanearbejder, hvor restriktive støjvilkår fra en kommune vil kunne forsinke eller fordyre et jernbaneprojekt væsentligt.

    Samtidig foreslås indført hjemmel til, at Banedanmark i de tilfælde hvor støjkrav fraviges, vil kunne give kompensation til særlig berørte borgere, som er naboer til støjende jernbanearbejder.

    L 46 Forslag til lov om ændring af postloven.

    (Hjemmel til at sanktionere overtrædelse af indberetningsforpligtelser efter forordning om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester).

    Resumé:
    Med lovforslaget foreslås der indført bødestraf til pakkevirksomheder for overtrædelse af indberetningsforpligtelserne efter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester. Forordningen pålægger pakkeleveringsvirksomheder med 50 personer eller flere ansatte, der er beskæftiget med pakkeleveringstjenester, at skulle indrapportere en række forskellige baggrundsoplysninger om virksomheden til den nationale forvaltningsmyndighed, der i Danmark er Trafikstyrelsen.

    Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2022.

    L 90 Forslag til lov om ændring af lov om godkendelse og syn af køretøjer.

    (Vejsidesyn af motorcykler m.v.).

    Resumé:
    Forslaget vil fastsætte regler om vejsidesyn af motorcykler. Det følger af EU-periodesynsdirektivet, at der senest den 1. januar 2022 skal indføres regler for periodisk syn af motorcykler eller effektive alternative trafiksikkerhedsforanstaltninger.

    Det foreslås at udnytte undtagelsesmuligheden om effektive alternative trafiksikkerhedsforanstaltninger for motorcykler i form af vejsidesyn, da den færdselssikkerhedsmæssige gevinst vil være lige så stor ved at indføre vejsidesyn af motorcykler som ved at indføre periodisk syn, og det vil være mindre indgribende.

    Forslaget vil også bl.a. indføre hjemmel til at fastsætte en national godkendelsesordning for komponenter, systemer og separate tekniske enheder, som ikke er EU-typegodkendte, og ændre den nuværende gebyrbestemmelse, så gebyrtaksten fremadrettet reguleres ved bekendtgørelse, hvorved det bliver lettere med takstjusteringer at sikre balance mellem gebyrindtægter og udgifter i ordningen.

    Foreslået ikrafttræden er dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

    L 112 Forslag til lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport.

    Resumé:
    Formålet med forslaget er at fastsætte krav om etablering og drift af offentligt tilgængelige ladepunkter til elektriske køretøjer på offentligt areal. Forslaget indfører bl.a. hjemmel til, at kommunalbestyrelse og regionsråd kan indgå aftale på markedsvilkår med operatører af ladepunkter om ret til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter på kommunale og regionale arealer.

    Det følger også af forslaget, at operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter på offentlige arealer skal stille udbredte betalingsløsninger til rådighed og acceptere almindelige betalingskort for opladning ved hurtigladere.

    Forslaget viderefører AFI-lovens eksisterende bestemmelser om gennemførelse af internationale konventioner og EU-regler om forhold vedrørende infrastruktur for alternative drivmidler, herunder AFI-direktivet.

    Foreslået ikrafttræden er den 1. april 2022.

    L 122 Forslag til lov om ombygning af Aarhus H.

    Resumé:
    Forslaget giver hjemmel til at gennemføre ombygningen af Aarhus H, området omkring banegården og dertilhørende anlæg, som skal fremtidssikre stationen og klargøre den til ibrugtagning af DSB’s nye elektriske togmateriel, der skal køre på strækningen Fredericia-Aalborg fra ultimo 2026.

    Anlægsprojekterne drejer sig om fornyelsesaktiviteter, hastighedsopgradering, perronforlængelser, kapacitetsudvidelse og udrulning af Signalprogrammet og Elektrificeringsprogrammet. Ombygningen er planlagt som et samlet projekt, der udføres over 3 år i perioden 2024-2027. Udførelsen har været genstand for en miljøvurdering.

    Med forslaget bemyndiges ministeren til kunne at udstede regler om forurening og gener. Der indføres mulighed for at tilbyde støjpåvirkede borgere skattefri kompensation eller genhusning. Forslaget fraviger på en række punkter plan-, natur- og miljølovgivningen for at sikre fremdrift i projektet, da forsinkelse vil have betydelige trafikale og samfundsøkonomiske konsekvenser.

    Foreslået ikrafttræden er 1. juli 2022.

    L 123 Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om private fællesveje.

    (Fjernelse af køretøjer, regulering af færdslen ved akutte hændelser, fastsættelse af en lavere hastighedsgrænse for et nærmere afgrænset område uden for tættere bebygget område, forbud mod standsning og parkering i skillerabat m.v. og vintervedligeholdelsesordninger på private fællesveje).

    Resumé:
    Forslaget indebærer ændringer af færdselsloven og privatvejsloven. Ændringerne af færdselsloven skal skabe bedre rammer for effektiv, hurtig og sikker rydning efter færdselsuheld eller tabt gods og muliggøre fjernelse af henstillede køretøjer på centrale færdselsårer. Det foreslås, at Vejdirektoratet kan fjerne akut trafikfarlige køretøjer fra statsvejene uden forudgående partshøring og få udgifterne afholdt af køretøjsejeren, at A/S Storebælt og A/S Øresund kan fjerne køretøjer fra deres anlæg, at færdslen kan reguleres ved akutte hændelser på motorveje og motortrafikveje, at indføre forbud mod standsning og parkering i skillerabat, og at zoneskiltning uden for tættere bebyggede områder kan etableres.

    Ændringerne af privatvejsloven skal tilvejebringe grundlag for kommuner og grundejere til at indgå aftaler om vintervedligeholdelses- og renholdelsesopgaver af private fællesveje.

    Foreslået ikrafttræden er 1. maj 2022.

    L 148 Forslag til lov om udvikling af statsvejnettet.

    Resumé:
    Forslaget udmønter dele af Infrastrukturplan 2035 ved at bemyndige transportministeren til at:

    1) udbygge E45 Østjyske Motorvej og E45 Nordjyske Motorvej på strækningen mellem Aarhus Syd og Aarhus Nord samt udbygge Djurslandsmotorvejen mellem Aarhus Nord og tilslutningsanlæg nr. 20 Skejby fra 4 til 6 spor,

    2) udbygge E45 Østjyske Motorvej på strækningen mellem Vejle og Skanderborg fra 4 til 6 spor,

    3) udbygge Hillerødsmotorvejens forlængelse fra motortrafikvej til motorvej og

    4) udbygge vejen mellem Ålbæk og Skagen (rute 40) til en 2+1-vej.

    Loven vil udgøre miljøgodkendelsen af de udførte miljøkonsekvensvurderinger.

    Forslaget indeholder en række bestemmelser, som regulerer anlægsprojekterne i forhold til miljø og planlægning, varetagelse af naturhensyn, ledningsarbejder m.v. Og det foreslås at ophæve lov om en fast fjordforbindelse ved Frederikssund samt at foretage en konsekvensændring af ligningsloven som følge af afskaffelsen af broafgift for passage af Fjordforbindelsen Frederikssund.

    Foreslået ikrafttræden er den 1. juli 2022.

    L 160 Forslag til lov om ændring af lov om godskørsel, lov om buskørsel og lov om arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren.

    (Kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere inden for vejtransportsektoren).

    Resumé:
    Forslaget skal implementere den del af EU’s Vejpakke, der fastsætter ændringer af reglerne om kontrol af arbejdstid for mobile lønmodtagere, der udfører vejtransportaktiviteter. Reglerne tilsigter at forbedre den generelle færdselssikkerhed, skabe bedre og mere ensarterede konkurrencevilkår i Europa og beskytte chaufførerne i vejtransportsektoren. Forslaget indfører som noget nyt myndighedskontrol med gennemsnitlig og maksimal ugentlig arbejdstid, pauser og natarbejde. Det sker som en udvidelse af den eksisterende vej- og virksomhedskontrol på køre- og hviletidsområdet.

    Foreslået ikrafttræden er 21. maj 2022. Implementeringsfristen for gennemførelsen af direktivet er overskredet.

    L 124 Forslag til lov om ændring af lov om ligestilling af kvinder og mænd.

    (Måltal og politik for kønssammensætningen i ledelser og bestyrelser i offentlige institutioner og virksomheder m.v.).

    Resumé:
    Lovforslaget har til formål at fremme en mere ligelig kønssammensætning i både ledelse og bestyrelser i den offentlige sektor. Med lovforslaget forpligtes hele den offentlige sektor til at opstille måltal for både kønssammensætningen i bestyrelser og som noget nyt også i ledelse. Samtidig skal lovforslaget skabe mere åbenhed og gennemsigtighed, så det bliver muligt at følge udviklingen og de opstillede måltal.

    I dag retter lovgivningen sig mod statslige virksomheder og institutioners bestyrelser. Med de nye regler forpligtes de organisationer, der har over 50 medarbejdere, også til at opstille måltal for kønssammensætningen i øverste ledelsesniveauer.

    Derudover udvides målgruppen, så hele den offentlige sektor kommer med. Det betyder, at de største kommunale fællesskaber bliver omfattet af lovgivningen. Derudover skal kommuner, regioner, regionale sygehuse samt ministerier og statslige institutioner uden en bestyrelse nu også opstille måltal for kønssammensætningen i de øverste ledelsesniveauer. Samtidig skabes der større gennemsigtighed, så udviklingen kan følges på tværs af den offentlige sektor på en offentlig tilgængelig hjemmeside.

    Med lovforslaget forpligtes de offentlige institutioner mv., der ikke har en ligelig kønssammensætning i de øverste ledelsesniveauer, til at udarbejde en politik, der har til formål at øge det underrepræsenterede køn.

    Endelig er det hensigten at skabe øget åbenhed og gennemsigtighed om virksomheder og institutioners arbejde med at øge andelen af det underrepræsenterede køn i ledelsen via offentligt tilgængelige hjemmesider, der giver mulighed for at sammenligne og følge udviklingen i kønssammensætningen i bestyrelser og ledelse.

    Lovforslaget har nær sammenhæng med en lovændring på Erhvervsministeriets område L 117 A Forslag til lov om ændring af selskabsloven, årsregnskabsloven og forskellige andre love (Skærpede krav om måltal og politikker for det underrepræsenterede køn).

    Loven træder i kraft den 1. januar 2023.

    L 19 Forslag til lov om ændring af taxiloven.

    (Dokumentationskrav til brug for tilsyn og med hensyn til danskkundskaber for chauffører, gebyrer og overenskomstkrav for tilladelser i henhold til tidligere gældende lov om taxikørsel m.v.).

    Resumé:
    Med lovforslaget ændres sprogkravet ved optagelse på chaufførkurset, og afgiften for udstedelse af en tilladelse til erhvervsmæssig persontransport ændres til et gebyr. Desuden indebærer lovforslaget, at overenskomstbestemmelsen i taxilovens § 10 også skal gælde tilladelser udstedt efter den tidligere gældende taxilov.

    Lovforslaget er en udmøntning af aftale om justering af taxiloven m.v. af 16. marts 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti.

    Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2022.

    L 20 Forslag til lov om ændring af lov om luftfart.

    (Præcisering af rammerne for indskrænkninger i adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til at udføre ruteflyvning, hjemmel til krav om sikkerhedsgodkendelser m.v.).

    Resumé:
    Lovforslaget har til formål at præcisere de eksisterende rammer for indskrænkning i adgangen til luftfart og for tildeling af tilladelse til ruteflyvning inden for dansk område. Lovforslaget er desuden en udmøntning af aftale om en sommer- og erhvervspakke af 4. juni 2021 mellem regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet i relation til reduktion af stigningen af safetyafgiften frem mod 2025.

    Loven forventes at træde i kraft den 31. december 2021.

    L 21 Forslag til Lov om ændring af færdselsloven og lov om produkter og markedsovervågning

    (Markedsovervågning på færdselsområdet m.v.)

    Resumé:
    Lovforslaget har til formål at fastsætte supplerende bestemmelser til forordning (EU) 2019/1020 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse for færdselsrelaterede produkter samt at udbrede den ensartede ramme for kontrol med produkters sikkerhed og opfyldelse af krav, som blev skabt med lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og markedsovervågning, til området for færdselsrelaterede produkter.

    Med lovforslaget foreslås det, at markedsovervågning med færdselsrelaterede produkter fremover skal følge af lov nr. 799 af 9. juni 2020 om produkter og markedsovervågning. Med lovforslaget foreslås det også, at der skal være skærpede straffe for overtrædelser på færdselsproduktområderne.
    Færdselslovens bestemmelser om markedsovervågning og produkttilsyn foreslås således ophævet.

    Derudover foreslås det i lovforslaget, at der i færdselsloven indsættes bemyndigelser til transportministeren til at kunne fastsætte regler om, at administrative forskrifter, som indeholder krav til virksomheder og produkter, og tekniske specifikationer ikke indføres i Lovtidende, herunder at tekniske forskrifter, som ikke indføres i Lovtidende og som ikke foreligger på dansk, skal være gældende.

    Loven træder i kraft den 1. januar 2022