Gå til hovedindhold
Nyhed

Boligminister sætter gang i byggeriet af 148 almene boliger

En samlet boligkarré med en blanding af både almene og private boliger rejser sig snart i Ørestad Syd i København. I dag tager boligminister Kaare Dybvad Bek første spadestik til de 148 almene boliger, som om få år er indflytningsklare.

17. sep. 2019

Indhold

    Boligminister Kaare Dybvad Bek tager i dag klokken 12.30 første spadestik til et nyt boligbyggeri, der snart rejser sig i København.

    De 148 almene boliger, som bliver opført i Ørestad Syd, bliver en del af en karrébebyggelse, som udover de almene boliger også rummer private boliger og en daginstitution, som bygges op omkring et fælles gårdrum.

    - Jeg har en klar ambition om, at der skal bygges mange flere almene boliger og gerne i kombination med andre boligtyper, så vi sikrer blandede boligområder med plads til alle. Jeg ser derfor frem til at sætte spaden i jorden senere i dag til dette byggeri, som kombinerer almene og private boliger. Det er med til at skabe de bedste forudsætninger for daglige møder på tværs af sociale og økonomiske skel, siger boligminister Kaare Dybvad Bek.

    De almene boliger fordeler sig på 122 familieboliger i forskellige størrelser, 12 mindre almene familieboliger samt 14 ungdomsboliger.

    Boligbyggeriet vil indgå i en bebyggelse på Else Alfelts Vej, Richard Mortensens Vej og Asger Jorns Allé.