Gå til hovedindhold
Nyhed

Reinhard Meyer mødes med minister og forligskreds

Den slesvig-holstenske transportminister Reinhard Meyer giver fredag forligskredsen bag Femern Bælt-projektet en aktuel status for den tyske myndighedsgodkendelse.

30. sep. 2015

Indhold

    Fredag den 2. oktober 2015 besøger den slesvig-holstenske transportminister Reinhard Meyer København. 

    I den forbindelse vil han give forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen en aktuel status for den tyske myndighedsgodkendelse og informere om forløbet i den tyske myndighedsproces. 

    - Det er ingen hemmelighed, at den tyske myndighedsgodkendelsesproces har vist sig at tage længere tid end den danske. De gør tingene på en anden måde i Tyskland, og derfor synes jeg, det er naturligt, at forligskredsen nu får en chance for at høre Reinhard Meyer fortælle om status og processen i Tyskland, siger transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt. 

    Mødet mellem Reinhard Meyer, Hans Christian Schmidt og forligskredsen bag Femern Bælt-forbindelsen foregår klokken 13 i Transport- og Bygningsministeriet, Frederiksholms Kanal 27 F.

    Efter mødet, der forventes at vare en times tid, vil der være et pressemøde, hvor interesserede medier har mulighed for at stille Reinhard Meyer og Hans Christian Schmidt spørgsmål i forlængelse af mødet. 

    Tilmelding til pressemødet kan ske pr. mail til pressechef Mette Gerlach på meg@trm.dk