Midt- og Vestjylland samt Svendborgbanen

Arriva Danmark A/S og Arriva Tog A/S skal fra december 2020 køre togtrafikken i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen på kontrakt med staten.

Foto af Arriva Lint-tog
Foto: Arriva

23. maj 2019

Du kan se kontrakten nedenfor.

Transport- og Boligministeriet har ansvaret for at følge op på, om Arriva leverer de trafikale ydelser, som de efter kontrakten er forpligtet til.

Fakta om kontrakten

Transport- og Boligministeriet har udbudt togtrafikken i Midt- og Vestjylland, og Arriva har både vundet det første udbud (2003-2009), det andet udbud (2010-2018/2020) og det tredje udbud (2020-2028).

Den samlede trafik bliver på ca. 7,9 mio. togkilometer pr. år.

Kontrakten løber over otte år fra 2020 til 2028. Transport- og Boligministeriet har desuden option på at forlænge kontrakten op til yderligere to år frem til december 2030.

I kontrakten mellem Arriva og Transport- og Boligministeriet er der indbygget en incitamentsstruktur, hvor Arriva modtager økonomisk bonus for høj rettidighed og høj kundetilfredshed. Omvendt skal Arriva betale bod, hvis rettidigheden og kundetilfredsheden er under et vist niveau. Desuden skal Arriva betale en økonomisk bod for hvert aflyst tog.

Arrivas rettidighed opgøres hver måned og offentliggøres på Arrivas hjemmeside (http://mitarriva.dk/regularitet)

Kontrakten mellem Arriva og Transport- og Boligministeriet er en netto-kontrakt, hvor Arriva modtager billetindtægterne fra passagererne.

Desuden modtager Arriva kontraktbetaling fra staten, og den samlede kontraktsum for perioden 2020-2028 er på ca. 1,6 mia. kr. (prisniveau 2016). Hertil kommer variabelt vederlag i form af bonus, hvis Arriva leverer en høj kvalitet i form af god rettidighed og kundetilfredshed.

Du kan læse mere om Arriva på deres hjemmeside (http://mitarriva.dk/)

Se de strækninger, Arriva vil betjene på kortet her

pdf

Udbud af togtrafik i Midt- og Vestjylland samt på Svendborgbanen

0,27 MB Download